Klassisk, frugtig Chardonnay med et overraskende twist af mineralitet.

Ashgrove Chardonnay Special Reserve er et mønstereksempel på klassisk, vellavet Chardonnay, som vi kender den. Hvis man er til medium-fyldig og cremet Chardonnay med friske mineralske undertoner af flint, er Ashgrove Chardonnay et sikkert valg. Det kan vi med sikkerhed sige!

Vinen har noter af honningmelon, citrus, nektarin, fersken og modne bananer, men overrasker alligevel med dens lette mineralitet og friske finish, der dog ikke overskygger vinens klassiske fylde, fadnoter og fedme. Essensen af Chardonnay og mere til! Vinen er lys, strågul med et anstrøg af grønt.

93/100 Barego'mad - mad & vinblog
"Se nu lige her hvad vi har i glasset – klassisk frugtig Chardonnay fra Chardonnay-landet over dem alle, Australien. Landet på den anden side af jordkloden, hvor Chardonnay stortrives under disse varme himmelstrøg, som frembringer den karakteristiske smørfedme og tropiske karakter, som går direkte i hjertekulen hos mange vinelskere. Chardonnay kan både blive for vulgær eller for stringent i stilen – alt efter geografi, klima og anvendelsen af nye egetræsfade. Ashgrove Chardonnay Special Reserve lander overraskende midt imellem disse to stole, for den er hverken for vulgær eller for stringent, og man fornemmer missandten en smule mineralitet i vinen, som gør den til et rigtig frisk og indbydende bekendtskab. Den opleves forholdsvis tør i munden, medium fyldig og med en uimodståelig cremet smørtekstur, som får de tropiske frugter til at lægge sig på tungen som flydende honning – godt understøttet af en frisk underliggende syrerygrad, som gør vinen frisk og læskende. Det er australsk Chardonnay med stor publikumstække, som til prisen leverer en fortrinlig præstation og en overraskende friskhed og mineralitet, som man normalt ikke forbinder med lignende vine i dette prisleje. Vellavet klassisk australsk Chardonnay til en ganske attraktiv pris. What’s not to like?"

★★★★★ Vinavisen
"Til prisen 65 kr. en rigtig god hvidvin med en tæt smag af nedfaldne æbler og eksotiske frugter og en tørhed, der går med over i eftersmagen. Flasken har skruelåg."

Ashgrove Chardonnay står godt til de fleste retter med fisk, lette retter og salater. Men Ashgrove kan også sagtens stå på egne ben og nydes for sig selv. Ved et selskab vil vinen være en sikker vinder, da den taler til en bred smag, men samtidig har en friskhed over sig, der appellerer til selv den kræsne gane og feinschmeckeren.

Serveres let afkølet.

Vi befinder os måske ikke i Australien, men et glas af denne vin vidner om, hvorfor Australien er kendt for at være Chardonnayland og tilmed et af de bedste til at producere klassiske vine lavet på Chardonnay. I det solbeskinnede, sydøstlige Australien gror Chardonnay druen under de bedste betingelser. Chardonnay kan ’performe’ godt i de fleste klimaer, men særligt varmere omgivelser understreger druens dejlige smørfedme og tropiske karakter, som så mange elsker.